75 hastige skridt i Ungarn

Jeg var så høj fra oplevelsen af tog turen Bar – Beograd, at jeg knap kunne sove i den gode seng i Downtown Apartments og valgte at stå tidligt op og være klar parat til en ny dag i Ungarn.

Dette syn af entréen på Downtown Apartments var det sidste vi så, inden vi kastede os ud i trafikken og kom helskindet over til stationen. Her fik vi købt proviant til dagen i Ungarn og inden længe stod vi om bord toget, som skulle transportere os til Wien. Ikke noget med at flyde ud i hele kupeen – vi blev 6 med bagage og uden fælles sprog i de næste 10 timer, mens landskabet uden for vinduet var fladere end Amager og 1000 gange større.

Spænding fik vi, så hatten passede ! Jeg kunne se på min screen shot af tidsplanen, at vi var 2 timer for sent på den og var kun kommet halvvejs ! Ikke godt, når nu vi havde reservation til nattogets sovekupe kl 20.41 ! Jeg kastede mig ud i en dialog med tog stewardessen, som sagde vi nok skulle nå det ! Tilbage og sidde i kupeen og glo ud på det ensformige flade land, det være, hvad det være vil, men toget sneglede ad sted og ikke nok med det, det holdt også lange pauser !

Disse pauser fik mig til at genoptage dialogen med togstewardessen, denne gang med reservationen i hånd og fingeren på prisen 😏 hun anbefalede at vi gjorde vores reklamationer på stationen i Budapest, når vi nåede frem.

Imens gik solen på hæld …

Situationen ændrede sig. Toget var blevet så forsinket, at det havde opgivet at køre helt til Wien – vi kunne komme til Budapest og basta. Den eneste gang vores fødder rørte ved ungarnsk grund, var 75 meget hastige skridt vi tog, for i sidste øjeblik at vælte om bord toget til Wien – et sejrsikker smil bredte sig, da vi masede os om bord det lækre østrigske tog sammen med 1000 andre og fandt os et sted at sidde – det var på trinene i børne biograf hjørnet, men vi sad dog 👍 Toget susede ad sted, næsten lydløs og var det rene svir

I Wien kunne vi fryde os over dette skilt i hele 20 minutter, inden toget til Hamburg med vores kupe satte kursen nordpå

Vi indrettede os fluks

og kunne få morgenmaden serveret efter en god og vuggende søvn gennem Tyskland

Lige nu sidder vi med kurs mod Fredericia, hvor vores sidste work out med at slæbe bagagen op af tog trapperne finder sted og kan bevise, at vi er blevet bedre og bedre til det undervejs 💪💪 har lige fået melding om, at fordi toiletterene er gået i udu, skal vi standse i Rødekro, så alle trængende kan komme på toiletterne og vi andre kan sikkert ikke nå at skifte til københavner toget i Fredericia 😳 sådan er der så mange overraskelser …..

Lykken er, når virkeligheden er bedre, end mine drømme. Jeg har i mange år drømt om en interrail ferie og denne ferie har overgået mine bedste forestillinger ✨🌟✨

Advertisements

Den største tog oplevelse

Sjældent har jeg oplevet noget så storslået, som tog rejsen fra Bar til Beograd !

Vi var i god tid på Bar station og fik os indkvarteret i en skøn kupé, klar parat til at udpege de steder, vi havde dyrket i byen

havet skulle vi også tage afsked med

Vores magelighed fik en brat ende – kontrolløren kom og sagde, at vi skulle ned i den næste vogn og finde vores pladser ! Hvordan skulle vi kunne gøre det, tænkte vi, når nu vi var i den sidste vogn på togstammen ????? Kirsten tog med ham for at understrege vores pointe, men kom måbende tilbage og kunne fortælle, at den var god nok ! På en eller anden måde, var en ekstra vogn blevet tilkoblet og der drog vi ned med alle vores pakkenellikker.

Her ses Skadar søen, som Kirsten ikke fik set pga polimikken med den ekstra tog vogn med 2. klasses fælles vogn

Det viste sig, at vi skule sidde tæt sammen med et par fra Stuttgart og en gut fra Sarajevo, som havde været i Amerika de sidste 30 år. Aldrig har jeg hørt så gebrokken engelsk og aldrig har jeg mødt så morsom en tysker ! Det svingede og vi lo !

Uden for vinduet udspillede det største sceniske drama – at der overhovedet kunne anlægges en togbane i det landskab er en bedrift uden lige. Vi havde også selskab af en serber, som kunne fortælle, at her blev der dræbt så og så mange under anlægningen, her var der bjergskred, hvor 50 forsvandt ned i afgrunden og gudskelov kunne han ikke tale engelsk, så vi slap for detaljerne.

Der var lige den ulempe, at blive jaget ned til 2.klasse kupeerne, at vinduerne var møg beskidte – jeg har lige kasseret et hav af uduelige fotos, som jeg ville have brugt til at dele oplevelsen med jer. Afgrunden var også så langt nede og så stejlt, at det ikke kunne fanges med kameraet, selv om toget sneglede sig ad sted på bjergsiden, eller når vi kørte over en af de 44 store høje broer og forsvandt i en af de 237 tunneller. Toget kom kun op i fart, når tunnellen befandt sig ved bjergets fod. Så var der lige det med højde skrækken og skrækken for at tabe telefonen, hvis jeg stak den udenfor vinduet.

Vi havde også morskab med et hold englændere, der var på rundtur i det tidligere Jugoslavien for at opleve de steder, som var blevet vist i fjernsynet, den gang den grimme krig udfoldede sig. En af dem havde fået stjålet sit pas i Kotor og da ambassaden har lukket om søndagen, var der noget bøvl ved den Serbiske grænse, hvor alle vores pas blev taget – det fik vi meget grin ud af.

Toget kom noget forsinket til Beograd og vi vaklede ud i al det ukendte og med noget hjælp fandt vi frem til vores Downtown hostel, som er en god overraskelse – se bare her

Ja – nu vil jeg kaste mig under tæpperne – Kirsten er gået til ro inde på hendes værelse og vækkeuret er sat til 5.45 ….

Mangfoldige Bar

Vi havde besluttet os for en bade dase dag og satte kursen mod havet. Havet var køligt og stenene utallige, så det blev bare til lidt fod bad, inden vi bevægede os gennem hus og have kvarteret og fik rigtig gloet på de forskellige måder at indrette sig på.

Vi fandt frem til jernbanen, som er en af vores pejlemærker her

inden toget forsvandt ind i bjerget

og fandt både tog broen

og fodgænger broen

en hyggelig sti

med gamle oliventræer, hvis stammer er perforerede af ælde

Turen var varm og krævede et lille hvil inden vi tog ud for at handle ind til stor rejse dag imorgen, hvor vi kom igennem tegnebræt delen af byen

med blomster til salg

og andre forretninger, som absolut ikke svinger med vores smag.

Her er “vores” vej

som løber parallel med dette vandløb

som jeg siden dag et, har haft lyst til at se, hvor kom fra. Mens Kirsten tog en slapper, smuttede jeg ud på opdagelse og på min vej kom jeg forbi dette hus under broen

hvor roserne og alle de andre planter stortrives og gav mig fornemmelsen af, at beboerne også gjorde.

Min jagt efter kilden til vandløbet endte en halv times tur op af bakke, hvor vandløbet forsvandt bag et højt hegn med rusten pigtråd, som værnede om et temmelig stort militær område, som jeg ikke skulle have noget klinket med.

Efter vi havde spist ned på “vores” sted ved stationen fik vi taget afsked med vores gode tjener og vinket farvel til aften toget til Beograd. Hjemad gik det for at smøre madpakker til vores tur imorgen, hvor vi skal være i toget fra 8.20 til 19.59 og og opleve den højeste viadukt og suse igennem utallige bjerge.

Vi krydsede tog sporene og ……

Vi skulle egentlig bare have morgenmad nede ved stationen, men fik lyst til at krydse tog sporene og gå på opdagelse på den anden side

lidt længere fremme kunne vi godt have gået under sporene, men to meget store geder gemmer sig faktisk ved nedgangen

og vi veg udenom.

Det var en fryd at gå på de små veje omkransede af huse, hvoraf ikke to var ens og hver og en havde sin charme

En grus vej på bjerg skråningen fangede vores opmærksomhed og vi gik på jagt efter stedet, hvor den kom ned i dalen – det var ikke helt nemt, så det var dejligt, at en bedstefar og hans barnebarn kunne hjælpe os på vej med at låse lågen op til bjerg ged stierne, der førte lodret (mere eller mindre) op til grus vejen

Barnebarnet holdt nøglen

og bedstefar låste op

vi begyndte opstigningen

og bjerg gederne gloede.

Det var en enestående oplevelse og jeg nød hvert et øjeblik – til sidst nåede vi op til grus vejen

og kunne nyde udsigten

Vi fortsatte til toppen, hvor der var en grus vej ned på den anden side – den måtte vi også opleve og den førte os til denne bjerg eng, hvor køer, heste, geder og får gik frit sammen uden nogen indhegning

Vi tog grus vejen tilbage og ned i “vores” dal – bjerg ged stierne var for stor en udfordring nedad …

Nede i dalen kom vi forbi et hus, hvor vi blev inviteret ind til en forfriskning og en bid brød med ost og skinke hos nogen vidunderlige mennesker

som svalerne også besøgte hver sommer

På vejen hjem skulle den gode tur fejres med en is kaffe – isen købte jeg over på stationen og kaffen købte jeg i cafeen, hvor jeg fik lavet mig en herlig blandning 😊

Det var bare så skønt, at vi fandt det område langt fra tegnebræt byen med alle bolig tårnene – så stimulerende ✨🌟✨

Sidste bus tur

Kirsten står pænt og venter på bussen ved “vores” stoppested, ved “vores” strand og ved “vores” skilt med Cattarooms lejligheder. Bus tiderne svinger noget, det gør den smalle vej også, mens chaufføren taler i mobilen og overhører nogen gange ens råb, at nu vil man altså af.

Det var fascinerende, nogen gange nervepirrende at køre med den – rattet på den og de andre biler bliver brugt konstant, dels til vej sving og dels for at undgå påkørsel af andre køretøjer, cykler og forgængere, der alle befinder sig på den smalle vej, begrænset af murer eller fordybninger til regnvand. Bilisterne må simpelthen kende målene på deres køretøjer helt til millimeteren.

Den sidste bus tur afgik fra Kotor bus station – vi kom i god tid og kunne hænge ud med den siddende billetkontrollør og den stående vogter af lågen. Låge vogteren for i flint, da en turist på et tidspunkt ville have Kirsten til at tage et billede af hende med ham i baggrunden, men han opdagede ikke min paparazzi stunt.

Vi kørte gennem bjerget og ud til det åbne hav, hvor min højde skræk blev stimuleret

og kom forbi denne ø, Sveti Stefan, hvor der kun er adgang for overnattende gæster.

Den ligger ved Budva, som russerne er meget glad for og som siges at være årsag til, at priserne er gået amok.

Vi havde booket et værelse på guest House Lalic, som ikke ligger langt fra stationen, da vi skal med toget 8.20 – vi tog dog en taxa fra bus stationen, da kortet var lidt forvirrende at tyde. Da vi havde smidt bagagen, fandt vi en smut vej til stationen og til dette spisested, hvor vi fik de skønneste grillede grøntsager og hvor vi har besluttet os for at spise morgen mad.

Derefter satte vi kursen mod havet, havde sådan en lyst til at gå med bare tær i vandkanten, men denne lyst blev sat på stand-by af alle stenene

som der her gøres en indsats mod. Lysten blev erstattet med denne pit stop

som gav energi til at bevæge os ind i byen, hvor fortovene er så brede som vejene omkring Kotor fjorden

Jeg blev mere og mere forvirret af denne by, så nybygget og anlagt så koldt som Ørestaden, selv om det havde en rædsel af en kirke

og var så anderledes end det kvarter vi bor i og hvor vi fandt vores smut vej. Her ses udsigten fra balkonen, da vi skulle tage billeder af aften toget til Beograd

Da vi var inde og få os noget proviant, spurgte jeg til den gamle by og fik at vide, at den var 4km væk og så var jeg et stort spørgsmåls tegn. Det hjalp på det, da jeg fik wi fi og kunne læse, at byen, altså den gamle by, var blevet ramt af et jordskælv i 1979 så slemt, at den nye by måtte bygges fra grunden 4km væk. Så skulle vejene være boulevarder, fortovene være bredde som de gamle veje og der skulle være meget plads mellem boligblokkene.

Ja spændende er det, at havne i en total anderledes by.

Sidste dag ved Kotor fjord

Vi valgte at tage bussen til Prcanj, udtales Perzagno, som er en gammel by, hvor kaptajnerne var så dygtige og hurtige til at færdes på vandene og nå Venedig i en ruf, at byen fik bevilliget post mandatet og dermed både prestige og velfærd.

På vejen faldt vi i snak med en amerikaner og hans datter, eller rettere, han havde været amerikaner i 50 år og var kommet tilbage med datteren for at vise hende slægtens hus og fortælle hende historien om slægtens kaptajner og konernes rædsel for pirat angreb, mens mændene var på havet. Konerne var dygtige til at løbe op i bjergene og gemme sig.

Vi skulle se den gamle by og var kommet med vores forestillinger om, at byer er cirkel formede omkring deres centrum. Det er de bare ikke her. Her er den gamle bydel, bare gamle i huse i raden af huse langs fjorden – byerne har ikke en parallel gade om bag ved, det er der ikke plads til.

UNESCO og andre bestemmelser gør, at huse med en vis alder og helt vidunderlige beliggenheder ikke må rives ned og hvis ejeren ikke har råd til at bo der, kommer husene til at se sådan her ud

Vi fandt en lille side vej op af bjergskråningen og blev mødt af dette syn

Nu et lille hvil inden det er tid til at vandre op til Mirakul og få vores sidste måltid hos det unge søskende par.

Sol fra morgenstunden, efterfulgt af regn

Sådan lød vejrudsigten, så jeg var hurtig ude af fjerene og nød solstrålerne ude i haven, indtil Kirsten poppede op og var klar til en dukkert

Vi måtte dog lige løbe tilbage, for regnen kom over bjergene og da den løjede af, var vi klar til at tage bussen rundt om pynten

hvor der er tre bil færger på det smalleste sted i fjorden, som ihærdigt aflaster trafikken

og som er gratis for fodgængere. På den anden side, med første parket til al færge aktiviteten fik vi vores morgen mad, brød med deres vidunderlige syrede ost

vi kunne også have valgt sardiner i olie fra et stort glas fad fra disken med hårdkogte æg til. Det kriblede i fingre på mig efter at tage billeder inde i lokalet, hvor de lokale hang ud og der var store sejlskibs modeller over bar disken til minde om en tid, hvor det var synet af dem, som beherskede livet i fjorden. Det blev til flere færgebilleder i stedet for

Da vi havde set os mætte, tog vi færgen tilbage og gik videre mod Tivat langs fjorden, som udvidede sig, mens bjergene blev lavere – en hel anden verden. Inde i Tivat løb vi ind i Viktoria fra Skt Petersborg og hendes søn, som inviterede os hjem til kaffe og chokolade

De fulgte os på vej ud af byen, hvor vi sprang på bussen, rundede pynten og sprang af ved vores spise sted, Mirakul og blev varmt modtaget af pigen med det søde smil og den gode evne til at lave mad.

Endnu en dejlig dag ….